Facade

Boligtype A

Boligtype B

Boligtype C

Boligtype D

Indretning af Toilet

 

Boligerne har 4 forskellige indretningstyper A, B, C & D. De er alle lige store og har fuldt ud de samme funktioner/inventar. Alle lejlighederne er indrettet som vist på de respektive planskitser.

Køkken
I lejlighederne er der valgt kvalitetskøkkener fra Invita. Køkkenet er indrettet som et vinkelkøkken. Køkkenet har lyse fronter i hvid højglans (model Athena Newline). Sokler i køkken er alle i stål-look, som matcher til hvidevarerne fra Bosch-Siemens, som alle har rustfri ståloverflade. Alle greb er topmonterede alu-skinner, som medvirker til at køkkenet er meget rengøringsvenligt. Bordpladen i køkkenet er valgt som en mørk 30 mm laminatbordplade med planlimet rustfri stålvask. Blandingsbatteriet i køkkenet er fabrikat Grohe.
Overskabe (hen over vinduet) har tophængte glaslåger med indbyggede halogenspots – både i og under skabene. I alle køkkenerne er der monteret 2 højskabe, hvoraf det ene er indrettet som et kosteskab.
Alle elementer under bordpladen er skuffer, som er forsynet med ”easy-luk” systemet. I køkkenerne er de hårde hvidevarer af mærket Bosch-Siemens. Alle overflader er i rustfri stål. Der installeres følgende hvidevarer i køkkenerne: Glaskeramisk kogeplade, indbygningsovn (lige under kogeplade), ”amerikanerkøleskab” (både køl og frys) med indbygget isterningsmaskine, opvaskemaskine indeholdende mange forskellige funktioner/programvalg. Der vil ligeledes være microbølgeovn i køkkenerne.

I køkkenet, på væg mod badeværelse, er der monteret en 32” LCD-fladskærm.

Stue/altan
Stuens nettoareal udgør ca. 14 m2 (type A,B,D) og 15 m2 ved type C. Der er fra stuen direkte adgang til altan/terrasse via terrassedør indeholdende et stort glasareal. Ved siden af terrassedør er der et stort fast vinduesparti, som går helt til gulv, hvilket sammen med terrassedøren medfører et stort dejligt lysindfald i stuen. I hele stuens bredde er der i umiddelbar tilknytning hertil en altan/terrasse. Altanerne er opbygget i bunden af en betonplade. Værnet rundt om altanerne er udført i galvaniseret, perforeret strækmetal, som giver mulighed for et vist udsyn til de grønne arealer samtidigt med, at det også signalerer en form for ”privathed” ved ophold på altanen.

Soveværelse
Soveværelset har et nettoareal på ca. 13 m2. Der er i alle soveværelser et godt lysindfald via et stort fast vinduesparti samt en indadgående terrassedør til en fransk altan. Ved altanerne i stueplan er der adgang fra soveværelse direkte til terræn i det fri.I soveværelserne monteres der to store garderobeskabe (i alt bredde 180 cm) fra gulv til loft. Garderobeskabene udføres med skydedøre.

Badeværelse/toilet
Badeværelset har et nettoareal på ca. 5 m2.
Belysningen i badeværelset udgøres af 5 halogenspots i loftet, hvilket giver en dejlig belysning i hele rummet. Badeværelset er udført som et flisebadeværelse med sorte klinker på gulv og hvide fliser på væg i i brusekabinen. Brusekabinen er bygget op omkring en glasvæg og tilhørende glasdør. Badeværelsesmøblement er Invita (Athena glat) med sort højglans på fronterne. Bordplade og vask er én stor enhed og er lavet i sort granit. Over vask er der et stort indmuret spejl på 90x90 cm Blandingsbatterierne er af fabrikat Grohe og ved brusekabine er blandingsbatteriet et termostatbatteri. Alle øvrige forkromede produkter (tilbehør) af fabrikat Grohe (toiletrulleholder, toiletbørste (væghængt), kroge mv.). Der er termostatstyret gulvvarme i hele gulvarealet. Toilettet er væghængt af fabrikat Villeroy & Boch med betjeningspanel placeret i væg. Under grantibordpladen monteres der en kombi vaskemaskine/tørretumbler af fabrikat Bosch. Afløb fra tørretumbleren (kondens) forbindes direkte til afløbssystemet.

Entré
Indgang til lejlighederne sker fra altangang til entré. I entreen monteres der en lille garderobe. I garderoben bliver der etableret en bøjlestang samt et højskab som samtidigt bliver et teknikskab, hvor målere, varmtvandsbeholdere, automatik mm. placeres. Inventar i entreen er i hvid udførelse.